Det skriver de:
94 point på Vinbladet.dk
"Stor, stor krydret, mineralsk duft, kompleks og samtidig meget frisk, røgede toner fra fad og terroir. Rig smag vibrerende, fyldig med lang, lang, eftersmag, mineralsk, krydret med mørke, friske bær."
5,5 stjerner på Houlbergs Vinblog
"Næsen er spot-on god, klassisk, flot Spätburgunder med animalsk, småsød hestestald, godt med eg, røgede noter, mens frugten også har lidt tyngde med mørke kirsebær, blommer, pænt frisk i frugten, bagt frugttærte og virkelig harmonisk.
Smagen er silkeblød, men med et krydret touch og inde i munden breder roen sig langsomt. Det smager altså bare godt."
5 stjerner på Flaskehalsen.nu
"Her har vi en Spätburgunder i den rigtig spændende og komplekse afdeling. Den har en elegant stil med fine nuancer, og der er så mange frugtflader, at det næsten er overvældende. Alligevel holder den sig i en enormt stringent stil, hvor der sniger sig en del tørhed ind mod slutningen. Der er en god syre, der giver modspil til de mørke frugter og den relativt markante kulør. Det er meget nuanceret, og det er en Spätburgunder med en ret dyb dybde."
Sonnenberg WB (Wormberg) fra Jülg
I tidligere år har Johannes blandet druerne fra de to Sonnenberg parceller "Wormberg" og "Kammerberg". I 2017 forsøgte han sig første gang med at separere de to. Måske skulle han have gjort det noget før. Der er i hvert tilfælde kommet to fuldstændig enestående vine ud af det, - og de minder på ingen måde om hinanden.
"Wormberg" er dialekt for "Varmt bjerg". Parcellen har en lidt sydvestlig orientering og ligger nærmest amfiteater-agtigt for enden af en dal. Her bliver rigtig varmt, især i aftentimerne. Det er meget tydeligt, at syren i denne vin er lettere og mere imødekommende end i Johannes´ traditionelle Sonneberg. Så det er ikke svært at regne ud hvilken parcel der har bragt syre ind i tidligere års blend. Det må nødvendigvis være "Kammerberg".
Vinen er lagret dels på barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.
Mørke blommer, moreller og mørke søde kirsebær i næsen, samt chokolade og nellike. Saftig, potent smag med rank syre og medium tannin. Lang eftersmag med pirrende krydderi. En storslået vin til vildt.
Alkohol: 13,5%