Det skriver de:
Anbefalet af Vinexpressen
"Indtagende duft af æble med en kant af gær og stikkelsbær. Glimrende mousserende vin med livlig syre og en lille bitterhed i afslutningen. I øvrigt meget mostagtig i munden, og så sprutter og spræller den af friskhed. Anbefalet."
5 stjerner på Houlbergs Vinblog:
"I glasset er vinen funky, grumset gul ...lidt som øko æblemost, mens duften er sådan lidt federweißer, æbler, ananas, papaya, skocreme, lidt Gori Træbeskyttelse, umodne grønne stikkelsbær og har i det hele taget pænt med grønne og stikkende noter.
Smagsmæssigt er vinen meget frisk og smager langt mere "normal" end duften. Der er godt med smag af grape, som sidder virkelig lang tid i munden, mens boblerne prikker og bruser. Der er grønne æbler, fersken … saftig, syrlig, bitter, frisk og har samtidig en mineralsk og rank side. Masser af velsmag uden pause … bare fast forward på allertiders spilleliste."
PetNat fra Schloss Schönberg:
Rabea Trautmann er jo egentlig ansat til at drive en helt traditionel vingård på Schloss Schönberg, men oprøret har hun i sig. Hun har siden starten jamret over at skulle skrive Schloss Schönberg på sine vine. Det lyder simpelthen for traditionelt. Det lyder som et sted, hvor tiden er gået i stå og hvor vinen stadig er halvsød. Men det er den jo ikke. Den er knastør og elegant. Rabea har det som alle andre unge vinmagere. Der ulmer et oprør. Et oprør imod "Sådan har vi altid gjort". Derfor har hun nu fået lov at lege med en række nye produkter, der er helt oppe i tiden. Denne PetNat er første bud på at bringe slottet Schönberg ind i en ny epoke.
PetNat er en forkortelse af det franske "Pétillant Naturel" og er en vin der har opnået sine perler, ved at blive tappet på flaske imens gæringen stadig er igang. I modsætning til "Methode Champenoise", så produceres der altså ingen grundvin her. Trykket i flasken ikke lige så højt og endelig, så er der stadig gær i en PetNat efter gæringsprocessen. Så rejs flasken op, gerne dagen før du skal bruge den.
Vinen er produceret på druesorten Kerner og spontangæret. Dufter skønt af grønne æbler, weissbier, kvæde, papaya og orangeskal. Tør og stringent smag med svag ferskensødme og grapefrugt. Lang dvælende eftersmag med grape og lidt salt mineralitet. En lækker frisk og anderledes boble-oplevelse. Velegnet til tapas med hovedvægten lagt på skinke.
Alkohol: 13%