Riesling
| En af de ældste sorter på de tyske vinmarker. Præcis hvornår den er opstået og fundet interessant er uvist. De ældste referencer man har til druen på skrift er fra 1400-tallet, men den har med sikkerhed været dyrket i længere tid. Riesling besidder en alsidighed, som er helt vild. Den kan skabe vidundere i både den tørre og den søde kategori. Den har en helt ufattelig evne til at gengive klima og jordbund i den endelige vin. Den bliver sprød, floral og mineralsk i skiferjord, den bliver ferskenagtig og kompleks i lerjord, den bliver frugtrig og let krydret i grus. Druen dyrkes i hele verden, men holder af køligt og endda fugtigt klima. I sådanne omgivelser takker den producenterne med et væld af aromatiske nuancer. En af de store fordele ved Riesling er, at den bevarer sit syreindhold selv i overmodne og botrytis angrebne druer. Derfor er sorten specielt velegnet til søde dessert-vine. Netop de søde dessertvine får et ekstra pift, såfremt druerne er angrebet af ædel råddenskab, og det bliver de ofte i de fugtige omgivelser langs floderne i Tyskland og Rhinfloden i Frankrig. Sortens høje syre-indhold gør den fantastisk velegnet til lagring. Få hvidvine kan gemmes så mange år som en velproduceret Riesling. Et aromastof, som gør riesling til noget unikt er 1,1,6-trimethyl-1,2-dihydronaphthalin eller forkortet TDN. Denne forbindelse får riesling til at dufte af petroleum. Især i varme områder og hvis druerne bliver udsat for direkte sollys nærmest eksploderer mængden af TDN. Nogle mener TDN i en riesling er en fejl, det er det dog ikke, men med de rette dyrkningsmetoder kan og bør indholdet i den færdige vin begrænses. Aromatiske kendetegn: citrus, lime, grape, orangeskal, abrikos, fersken, honning og petroleum. Vintype: God til både tørre og søde vine. Hvis den er tør, er den ofte rank og mineralsk, med høj syre. |
