Riesling
En af de ældste sorter på de tyske vinmarker. Præcis hvornår den er opstået og fundet interessant er uvist. De ældste referencer man har til druen på skrift er fra 1400-tallet, men den har med sikkerhed været dyrket i længere tid. Riesling besidder en alsidighed, som er helt vild. Den kan skabe vidundere i både den tørre og den søde kategori. Den har en helt ufattelig evne til at gengive klima og jordbund i den endelige vin. Den bliver sprød, floral og mineralsk i skiferjord, den bliver ferskenagtig og kompleks i lerjord, den bliver frugtrig og let krydret i grus. Druen dyrkes i hele verden, men holder af køligt og endda fugtigt klima. I sådanne omgivelser takker den producenterne med et væld af aromatiske nuancer. En af de store fordele ved Riesling er, at den bevarer sit syreindhold selv i overmodne og botrytis angrebne druer. Derfor er sorten specielt velegnet til søde dessert-vine. Netop de søde dessertvine får et ekstra pift, såfremt druerne er angrebet af ædel råddenskab, og det bliver de ofte i de fugtige omgivelser langs floderne i Tyskland og Rhinfloden i Frankrig. Sortens høje syre-indhold gør den fantastisk velegnet til lagring. Få hvidvine kan gemmes så mange år som en velproduceret Riesling. Et aromastof, som gør riesling til noget unikt er 1,1,6-trimethyl-1,2-dihydronaphthalin eller forkortet TDN. Denne forbindelse får riesling til at dufte af petroleum. Især i varme områder og hvis druerne bliver udsat for direkte sollys nærmest eksploderer mængden af TDN. Nogle mener TDN i en riesling er en fejl, det er det dog ikke, men med de rette dyrkningsmetoder kan og bør indholdet i den færdige vin begrænses. Aromatiske kendetegn: citrus, lime, grape, orangeskal, abrikos, fersken, honning og petroleum. Vintype: God til både tørre og søde vine. Hvis den er tør, er den ofte rank og mineralsk, med høj syre. |