Det skriver de
94 point på Houlbergs Vinblog
"Lækre smørfede fadnoter med nødder, røg, lakridskonfekt, vanilje og lidt svulstig kandiseret frugt. Tropiske frugter med ananas, fersken, nogle dåsepærer, papaya og ovnbagt lemon, så man fornemmer næsten. at frugtsaften løber ned af hagen.
I munden kommer koncentrationen endnu mere til udtryk og der kommer også en lidt maskulin og bombastisk syre frem, som består af masser af citrusfrugter ... grillet lemon, syltet citron og kandiseret grape og giver vinen rygrad, bitterhed og spræl. Frugten er abrikos, mango, pærer og æbler, men det er citrusfrugterne, der overtager styringen og giver smæk for skillingen, cremet koncentration og samtidig lang, alvorlig og frugtrig eftersmag."
Hainfelder Letten Chardonnay fra Weingut Klein
Marken "Hainfelder Letten" er beliggende nordvest for Hainfeld på en direkte sydvendt skråning. Den særlige lerjord med store kalksten (kalkmergel) der findes på stedet kaldes lokalt for "Lettenboden". Marken er særdeles velegnet til Chardonnay, der her udsættes for noget af det samme som druen møder i Bourgogne.
Mosten har gennemgået en kort maceration med drueskallerne inden pres. Efter pres er vinen spontangæret på temperaturregulerede ståltanke. Efter endt gæring er vinen overført til træfade og der er foretaget ugentlig battonage (omrøring i fadet), for at fremme vinens cremede karakter.
Vinen fremstår med stor moden eksotisk frugt, men også støvet kalket note under alt det svulstige. I næsen mødes man af papaya, fersken og abrikos, indtrykket i smagen er meget det samme, med cremet struktur, men også en hvinende frisk syre til at holde alt det modne på plads. Stor og mægtig Chardonnay, som sagtens kan gå til lettere kødretter eller grillet fisk.
Alkohol: 13,5%
Restsukker 1,3 gr/ltr
Syre 8 gr/ltr