Det skriver de
5½ stjerner på Houlbergs
"Christ for en lækker duft ... mit hjerte hamrer hurtigt afsted. For fanden frøken Trautmann. Udover vinen i glasset er smukt, fræk og lys transparent, så er duften ligeledes let, lys med alt doseret smukt, perfekt og afdæmpet. Der er søde jordbær, hindbær, lyse karameller, vanilje og skumgummifidusser, men så afdæmpet, forsigtigt, sart og skrøbeligt. Det dufter så vidunderligt, at man bare dufter, dufter og dufter, men helt glemmer at smage på vinen.
Jeg får taget mig sammen og tager en slurk ... men så bliver livremmen sgu spændt, for lige så let og svævende som dufte er, så er smagen anderledes stringent, stram, frisk og strunk. Det bliver et lille, fint og rent syrebid, syrligsaftig ... ribs, tranebær, rabarber, som nærmest er presset direkte i dit glas. Syren får mig til at lave spids trutmund efter Rabea i både måben, respekt og ærefrygt ... og prismæssigt er det et røverkøb for denne vilde oplevelse."
Spätburgunder Auerbacher fra Schönberg
Auerbacher Spätburgunder består af en blandning af druer fra markerne Fürstenlager og Höllberg. Markerne ligger direkte sydvendt og består en overfladejord af Löss - eller silt, som det også kaldes, samt en undergrund af granitsten. Rabea Trautmann overtog vinmageriet på Schloss Schönberg for få år siden og har på rekordtid gjort huset til et af de førende i Hessische Bergstrasse. Hendes Spätburgunder har en helt særlig karakter, med enormt meget rabarber og jordbær-aroma. Da jeg for to år siden spurgte hende hvilken klon det var der voksede på markerne, svarede hun: "Det ved jeg ikke!"
Men det ved hun nu, så os nørder kan få et svar. Hun har haft kloge folk gennem marken og de har fortalt hende, at det er gamle tyske kloner der vokser på marken. En blanding af Freiburger-kloner og en lokal Auer-klon. Stokkene er 20-25 år gamle.
Foråret var køligt og vådt i 2019. Det var egentlig en behagelig og uvant oplevelse, for i dag er normen, et varmt forår, som fremmer knopskydningen og dermed øget risiko for frostskader. Dem behøvede vinbønderne ikke bekymre sig om i Hessische Bergstrasse dette år. Sommeren var varm og tør og druerne modnede hurtigere end normalt. Derfor blev der høstet små intense druer i starten af september, hvor høsten normalt sættes ind midt september.
Der er gået 40% hele klaser med i gæringskarret. Gæringen er startet spontant. Efter endt gæring er vinen fyldt på 225 liters træfade som er mellem 2 og 5 år gamle. Her har vinen hvilet 16 måneder og gennemgået malolaktisk gæring. Vinen er tappet ufiltreret.
Lys og transparent farve Vinen dufter helt velsignet af overmodne jordbær, rabarber, lidt cassis, let fadnote og nybagt brød. Smagen er rank og stringent, med sødmefuld frugt, og frisk struktur. Pirrende krydderi leger på tungen og slutter i et let bid med peber. En Spätburgunder hvor de lette, lyse, friske noter dominerer. Et virkeligt lækkert glas.
Kombiner det lette og friske, med en salat med kylling eller en let krydret ret.
Alkohol: 12,5%