✓ Fri fragt ved køb over 1000 Dkr.
✓ Levering 1-3 dage efter bestilling
✓ Vi sender til collectshop i Danmark og Sverige
✓ Tilfredshed eller penge retur

SPÄTBURGUNDER

Tyskerne kalder Pinot Noir for Spätburgunder. Den sent modnende drue (Spät) fra Burgund. Druen har gennem de seneste 10-15 år gennemgået en udvikling i Tyskland som ingen troede mulig, godt hjulpet af klimaforandringer men så sandelig også holdningsændringer.

For 25 år siden var Spätburgunder en lys og ofte sødlig rødvin, så skulle den pludselig "moderniseres" og være mørk og lagres på ny eg.

På det seneste er især de unge producenter gået "Bourgogne"-vejen. De producerer tørre transparante vine, som minder mere og mere om de vine der produceres der hvor druen oprindeligt kommer fra: "Burgund".

Spätburgunder

Spätburgunder er en ældgammel druesort, den er forfader til mange af de sorter der dyrkes på de europæiske vinmarker i dag. Spätburgunder har stort set samme DNA som Pinot Blanc (Weissburgunder på tysk),  Pinot Gris (Grauburgunder på tysk), Pinot Madelaine (Frühburgunder på tysk), som alle er mutationer af Pinot Noir. Men sortens DNA findes også i druer som Chardonnay og Gamay. Spätburgunder har meget på samvittigheden. 

Spätburgunder har pådraget sig et ry for at mutere hurtigere end andre sorter, - det syntes dog ikke tilfældet. Grunden til alle mutationerne er simpelthen, at sorten har været dyrket utroligt længe. Romerne har sandsynligvis været involveret i dyrkning af Pinot. 

Spätburgunder kan skabe nogle af verdens største vine, som ingen andre sorter kan gøre den efter. Druens skind har både lavt pigment- og tannin-indhold. Tannin forsøger man ofte at tilføre ved at gære med en procentdel hele klaser, således at stilkene kan bidrage med noget karakter og rygrad. Det kræver dog, at stilkene ikke er grønne og umodne, for så vil vinen i stedet blive bitter. Sorten har en meget forfinet aroma, der oftest beskrives med ord som viol og trøffel. Det er få steder i verden beskåret, at få æren af druens gaver. Bourgogne havde til midt i firserne monopol på kvalitetsvine på druen. Men siden er Oregon, New Zealand og nu også Tyskland blevet alvorlige udfordrere. 

Aromatiske kendetegn: Jordbær, kirsebær, viol, trøffel, peber, karamel og kaffe.

Vintype: Lys, delikat med insisterende syre og prirrende krydret eftersmag.