✓ Fri fragt ved køb over 1000 Dkr.
✓ Levering 1-3 dage efter bestilling
✓ Vi sender til collectshop i Danmark og Sverige
✓ Tilfredshed eller penge retur

LEHNERT-VEIT

Huset ledes i dag i sikker stil af 11. generation, Peter Lehnert. Faren Erich er fortsat på sidelinjen, men har givet roret videre til sin søn, der for alvor bringer navnet ind i den moderne tidsalder.

Peter er uddannet ønolog og har hentet solid erfaring hjem fra sit studie samt lærerige arbejdsophold hos profilerede huse som Künstler i Rheingau og Pegasus Bay i New Zealand.

Lehnert-Veit

Huset ejer 13 hektar primært beplantet med Riesling, men grundet Peter´s inspiration fra New Zealand, så udvides husets program i disse år med Pinot Noir/Spätburgunder. De bedste markbesiddelser er 1,8 hektar i Piesporter Goldtröpfchen her i blandt de to gewanne Gruft og Hohlweid. 0,9 hektar i Piesporter Falkenberg, 0,57 hektar i Piesporter Günterslay og 0,87 hektar i Wintricher Grosser Herrgott, som ligger længere nedstrøms.

Stilen på husets Riesling er rank, ren og præcis. Personligt foretrækker jeg de tørre, men det har noget med Piesport generelt at gøre. Vin med restsødme fra denne kant af Mosel bliver mig en smule honningsødt. Måske er det mikroklimatisk styret, måske er her faktisk for varmt = mere sukker, mindre syre. Måske er det jordbunden, der flere steder er mere ler end skifer, hvilket ændrer rieslings aroma markant. I don´t know. Det er et tilbagevendende problem for mig. Men helt kort: Tør Riesling herfra er fænomenal!

Riesling produceres med helklasepres, efterfulgt af 24 timers klaring. Mosten spontangæres og topvinene hviler dernæst 8-10 måneder på gæren. Længere tid vil Peter ikke have bærmekontakt, da det går ud over friskheden.

Riesling Trocken er fra lerjord på de relativt flade marker omkring Niederemmel. Frugtig, ren og præcis. Resten af programmet kommer fra Piesport-siden og er præget af skiferens mineralitet og syre.