WEINGUT JÜLG
Da grænserne skulle trækkes efter 2. verdenskrig var der vinbønder i det sydlige Pfalz omkring byen Schweigen-Rechtenbach, der fik delt deres markbesiddelser i to, en fransk del og en tysk del.
Ikke problemfrit hvis man tænker vinlovgivning, og bestemt heller ikke problemfrit for de vinbønder der skulle have pas med for at komme til deres vinmarker på den anden side af grænsen. Mange familier har i flere generationer dyrket vin i denne "grænsezone", - Weingut Jülg er en af dem.
I dag er grænsen takket være EU nærmest ikke-eksisterende. Man kan jo også være ligeglad med hvad der står på flasken og så bare nyde indholdet, som Johannes siger: "Vi er 50% franske, 50% tyske, men 100% Jülg". Mængderne af topvinene fra Jülg er små.
299,00 DKK
249,00 DKK
Weingut Jülg
Vi befinder os i grænselandet mellem Alsace og Rheinland-Pfalz. Her har grænsen mellem Tyskland og Frankrig bølget frem og tilbage gennem historien. Nogle gange har Alsace været tysk, andre gange fransk. Rent geologisk, så er Pfalz egentlig bare en naturlig forlængelse af Alsace. Områderne ligner hinanden, med skovklædte bakkekamme, borg-ruiner og vinmarker for foden af bakkerne. Eneste forskel er nok, at byerne i Alsace stadig ligner et eventyr, imens byerne i Pfalz blev sønderbombet mod slutningen af 2. verdenskrig, så der er ingen gamle bindingsværkshuse, ingen eventyr-byer tilbage på den tyske side.
50% tysk, 50% fransk, 100% Jülg
På grænsen mellem Alsace og Pfalz bor der vinbønder. Vinbønder, som besidder marker i både Frankrig og Tyskland. Johannes Jülg er en af dem. Han har aldrig oplevet grænsen som en hindring. Schengen-aftalen blev indgået i 1985, Johannes er født i 1987. Med Schengen kom den fri bevægelighed indenfor EU´s grænser. Det betød for Johannes´ far Werner, at han ikke længere skulle have pas med i vinmarken. Når han skulle tilse druerne på den franske side af grænsen.
På rundturen i Jülg´s vinmarker passerer vi grænsen flere gange. Det er nærmest umuligt at finde ud af om man er i det ene eller det andet land, og Johannes er fuldstændig ligeglad. Han stopper op, taler grinende fransk med den ene vinbonde, tysk med den næste. Han er fri her. Fri for grænser, fri for historiens tyngde. Han er næste generation. En ægte europæer.
“Mine vinplanter kan ikke finde ud af om de vokser i tysk eller fransk jord, – derfor kan jeg heller ikke. For planterne gælder samme regler for jordsammensætning og orientering mod solen om de vokser på den ene eller den anden side af grænsen. I sidste ende er det mig der bestemmer hvordan vinen skal smage.”
Tysk Pinot der smager som Bourgogne
Og nej, Johannes´ hvide vine smager ikke fransk, eller rettere, de smager ikke traditionelt Alsacisk. De smager i den grad moderne, tørt, mineralsk, frisk, salt, – som Alsace kunne smage hvis de på den franske side af grænsen fulgte lidt med tiden. De røde derimod. De smager næsten mere fransk end mange franske efterhånden gør.
Hvad vinlovgivning angår, så har de tyske vinbønder med besiddelser i Frankrig lov til at markedsføre deres vine, der er fremstillet af deres “franske” druer under den tyske appellation Sonnenberg. Denne praksis er ikke i overensstemmelse med EU-reglerne om oprindelsen af kvalitetsvin produceret i en bestemt region. Det er en undtagelse, som kun findes i den tyske vinlov. Problemet er, at Johannes Jülg besidder parceller af flere topmarker i Frankrig, og det giver ingen mening blot at skrive ”Sonnenberg” på dem. Derfor tilføjer Johannes forkortelserne ”KT” for marknavnet ”Kostert”, ”KB” for Kammerberg og ”WB” for Wormberg.
Jordbunden her består af limsten/kalkmergel. Den kalkholdige undergrund kombineret med hans beslutning om at afstilke alt, giver en vild intensitet. “Whole bunch” kan også noget, men for Johannes er det ikke foreneligt med den jordbund han dyrker i. Jordbunden gengives bedst i den rene mørke frugt, som han får ud af at gære uden stilke.