✓ Fri fragt ved køb over 1000 Dkr.
✓ Levering 1-3 dage efter bestilling
✓ Vi sender til collectshop i Danmark og Sverige
✓ Tilfredshed eller penge retur

DANIEL TWARDOWSKI

Projektet er historien om en besættelse. En mand, der bare ville. Daniel Twardowski fandt et stykke skiferklædt skråning på Dhroner Hofberg, rev riesling op og plantede en fransk klon af pinot noir i stedet, mens de lokale rystede på hovedet.

Daniel er hverken agronom eller ønolog, men var drevet af vilje. Bourgogne blev besøgt flittigt for at få idéer, og top-producenter som Armand Rousseau hjalp Daniel med at forfine sine teknikker.

Forsøget er slut; Daniel ER blevet en top-producent. Hans vine smager mere og mere som stor Bourgogne, men med den tyske, fyrige skifer-mineralitet, der elegant adskiller dem fra det franske forbillede.

Daniel Twardowski - Pinot Noix

Vi skal ind i en sidedal til Mosel for at finde den direkte sydvendte skiferskråning “Dhroner Hofberg”. Sidedalen er opstået grundet floden Dhron, der løber ud i Mosel ved Neumagen. Det siges, at det var her Romerne´s landevej fra Bingen gik. Der er gjort mange arkæologiske fund fra romertiden omkring Neumagen.

Men tilbage til nutiden. Daniel købte flere parceller på skifer-klædte Dhroner Hofberg, rev riesling op og plantede franske kloner af pinot noir i stedet. De lokale rystede på hovedet af ham. Daniel er hverken agronom eller ønolog. Han er merkantilt uddannet så det var et projekt drevet af lyst og vilje og absolut ingen forudindtagethed. Bourgogne blev besøgt mange gange for at få hints og idéer. Blandt andet Armand Rousseau har været en stor hjælp i Daniels forsøg på at blive top-producent.

Det startede som et eksperiment

I starten havde projektet dog mere karakter af hobby end levebrød. Men Daniels gode ven Carlo Wolf, der er kulinarisk legende i Tyskland, kom en dag forbi. Daniel serverede uden at sige noget, sin vin til maden, – i Bourgogne-flaske, uden etiket. Carlo spurgte: “Hvorfor har du en fadprøve af en Gevrey-Chambertin?!?”

Forsøget er ikke noget forsøg længere, – Daniel ER blevet top-producent. Hans vine smager mere og mere som god Bourgogne, men stadig med den tyske fyrige mineralitet, som gør, at man kan skelne den fra den franske version.

2011 var første årgang og den årgang som Carlo Wolf smagte. Siden er det altså blevet til yderligere 12 årgange. Vinene har hele tiden været på højt niveau. Uden skuffelser. Det kan godt være manden ikke er uddannet inden for faget, men han har en holdning til hvad han laver. 

Pinot fortolket af Mosels klima

Daniel dyrker økologisk, presser nænsomt, gærer spontant og lader efter endt gæring vinen hvile på gamle træfade i 24 måneder og tapper naturligvis uden filtrering. Der bruges ingen pumper i kælderen. Alt foregår nænsomt, naturligt og roligt. For Daniel er det vigtigt, at naturen får lov at styre. “Der er bakterier og fungis over alt i naturen og i kælderen, som nogle ser som deres største fjende, jeg ser det som en kæmpe hjælp til at skabe en vin med individuel karakter. Derfor bruger jeg kun minimalt med svovl. Mikrobiologien er enormt vigtig, måske endda vigtigere end jordbund og klima.”

Han er ikke fanatisk, men skeler også til biodymiske metoder.

“Hvis det virkelig gavner vinen, at blive omstukket ved fuldmåne, så er det ikke noget problem for mig. Så gør jeg det!”

Daniels transperante, kølige, lavalkoholiske fortolkning af Pinot Noir er ren og skær skønhed på flaske.