✓ Fri fragt ved køb over 1000 Dkr.
✓ Levering 1-3 dage efter bestilling
✓ Vi sender til collectshop i Danmark og Sverige
✓ Tilfredshed eller penge retur

Økologi

Hos Mr Ruby Wine prioriterer vi økologi og hylder tanken om at udnytte nærområderne og ad den vej spare denne jordklode for at skulle forholde sig til endnu mere CO2 i atmosfæren. De fleste af vores producenter dyrker som minimum økologisk, enkelte også biodynamisk. Her ser du udvalget af certificerede økologiske vine i sortimentet.

Når vi taler økologi i vinbrug, så handler det ikke kun om at have en holdning til sprøjtemidler. Det handler om en tilgang til produktet, som gør, at økologi er eneste mulighed. Alle der producerer stor vin i dag, de gærer på naturens egne gærstammer. Dette ville ikke være umuligt, hvis gæren var slået ihjel af sprøjtemidler. 

Økologisk vin

Definitionen på økologisk vin har været diskuteret længe, fordi den involverer to processer: dyrkningen og produktionen. Især produktionen har man haft store problemer med at definere, idet der under denne proces anvendes en del stoffer, som ikke umiddelbart kan kaldes økologiske, men som dog er naturlige. Det er bl.a. anvendelsen af svovl, vinsyre, druesukker, enzymer, vitaminer og gær, der forårsager problemerne. I de konventionelle vinkældre vinder brugen af enzymer frem, idet disse kan fremme bestemte processer i vinifikationen. Når man henter enzymer i naturen og rendyrker dem, er det så økologi? Det er, når alt kommer til alt, ikke strengt nødvendigt at anvende dem i produktionen og dermed også en form for manipulation med det endelige produkt.

Frem til 2012 bar økologisk vin blot betegnelsen ”Vin produceret af økologisk dyrkede druer”, men i 2012 kom så langt om længe definitionen på hvad der tillades i produktionsfasen.
En økologisk vin fra EU må ikke udsættes for afsvovling, det vil sige, du må ikke svovle vinen over det maksimale, for så at fjerne svovlen fra vinen igen. Tilsætning af konserveringsmidlet sorbinsyre er forbudt.

Der er fastsat maksimale sulfitniveauer på 100 mg/l for rødvine, 150 mg/l for tørre hvidvine og rosévine - begge er 50 mg/l under det maksimalt tilladte for konventionel vin.
Maksimalt sulfitniveau på 190 mg/l for vine med over 2 gram restsukker – hvilket er 30 mg/l under det maksimale for ikke-organiske vine.
Tilsætning af økologisk gær og enzymer er tilladt.

På vinmarken er to ikke-økologiske sprøjtemidler tilladt: kobber, der især anvendes mod meldug er tilladt i mængder svarende til max. 1500 g/ha om året, imod 3000 g/ha konventionelt. Svovl anvendes som forebyggende middel imod gråskimmel og oidium. Kunstgødning er bandlyst.

Flere og flere vinbønder får øjnene op for at på trods af lavere udbytte, så er der en hel del fornuft i økologien. Målet er at opnå en sund jordbund rig på mikroorganismer, der selv nedbryder den biologiske gødning, den tilføres, og derved påvirker planten til at opnå et
stærkt immunforsvar og levere sunde druer. Den biologiske gødning kan være leveret af køer, får, eller andre husdyr, også kompost af gamle vinplanter er velegnet, da det indeholder præcis de mineraler, som planten har brug for.

Det har vist sig, at det konventionelle landbrug godt nok opnår fine resultater rent teknisk og kvantitetsmæssigt, men prisen er en udpining af jordbunden og en ensretning af druernes smagsnuancer. Lidt groft kan man sige, at ved overdrevent brug af kunstgødning og kunstige sprøjtemidler vil en vinmark i Frankrig, efter en årrække, miste sin typicitet og smage som en vinmark fra Californien eller Chile, der også dyrkes konventionelt.

Det har samtidig vist sig, at omlægningen til økologisk landbrug nok er kostbar, men efter få år opnås en økologisk balance i marken, og vinplanterne nyder godt af de forbedrede vækstbetingelser og bliver dermed mere resistente overfor sygdomme. På den måde undgås ad naturens vej en del af de sprøjtninger, der er nødvendige i konventionelt landbrug.