GEBRÜDER MATHIS
Lige syd for vulkanen Kaiserstuhl ligger bakkekammen Tuniberg. Her er undergrunden fyldt med solide kalkaflejringer, hvilket giver vinene en helt særlig karakter. I byen Merdingen levede familien Mathis oprindeligt af et kalkbrud, mens vinproduktionen mest var en aftenhobby.
I 2020 overtog den nye generation roret. Severin og hans partner Sabeth (begge uddannet på Geisenheim) trådte ind med en fast tro på, at Tyskland bliver det nye mekka for Pinot Noir og Chardonnay.
De omlagde til biodynamisk drift, ændrede stilen på vinene og omdøbte huset til Gebrüder Mathis i respekt for grundlæggerne. I dag skaber de ranke, terroirdrevne mesterværker.
Gebrüder Mathis
Vi befinder os i Baden. Lige syd for den for længst udslukte vulkan Kaiserstuhl og lige vest for Freiburg. Her ligger bakkekammen Tuniberg. Tuniberg er en enorm kontrast til de magmatiske stenarter på Kaiserstuhl, Tuniberg består nemlig af solide kalkaflejringer og det giver vinene herfra en helt særlig karakter. Kalk og druedyrkning har det bare godt sammen, – sådan er det.
I byen Merdingen, for foden af Tuniberg, bor familien Mathis. Egentlig var det et kalkbrud, der var familiens levebrød. Men brødrende Mathis, som blandt andet bestod af Severin´s bedstefar, hyggede sig med at lave vin når de kom hjem fra arbejde om aftenen. På et tidspunkt solgte brødrene deres virksomhed og vin kom til at fylde mere. Ingen i familien har været uddannede vinmagere, men de har besiddet jord og produceret vin. Ejendommen kaldte de Kalkbödele, efter den kalkholdige jord. Men i 2020 rykkede en ny generation ind. En vild en. Severin og Sabeth overtog den daglige drift fra Severin´s mor og det gjorde de med en optimisme og en tro på, at Tyskland bliver det nye mekka for Pinot Noir og Chardonnay. De er begge uddannede på Geisenheim, hvor de mødte hinanden og danner i dag par.
Motiverede, kreative og nysgerrige
Inden de kom så langt som til at drive egen vingård var de ude i verden for at lære et par vinmager-tricks. Severin arbejdede for Bernhard Huber, Chateau Montus i Margaux og Hobo Vineyards i Californien. Sabeth var hos Ökonomierat Rebholz, Bernhard Huber og Joseph Phelps i Californien.
De kalder sig selv motiverede, kreative og nysgerrige men oven i den ungdommelige vildskab er de også strukturerede. Og det er præcis derfor de er så gode. Det er præcis derfor den unge generation i Tyskland er så dygtig. Den unge generation formår at have struktur i kaos, for Tyskland er kaos lige nu. Det er kaos på den gode måde. Nye druesorter finder vej, nyplantninger tager ikke længere udgangspunkt i historien, men i fremtiden. Alt peger fremad. Det gør vinene herfra også. Til ære for vingårdens historie, så har de omdøbt den til “Gebrüder Mathis”. Men når vi nu er ved historien: Spätburgunder har været dyrket i Baden i århundreder, og lokale kloner er opstået, eller planteforædlet på universitetet i Freiburg. Vinmarkerne på Tuniberg er et godt eksempel på, at tålmodighed lønner sig. Det vrimler med gamle stokke med Freiburger kloner, og gamle Freiburger kloner leverer altså virkelig stor vin, også vin som er helt oppe at ringe på den store Pinot Noir klokke.
Sabeth og Severin går Burgunder vejen
Spätburgunder fylder meget hos Gebrüder Mathis. Markerne er primært beplantet med gamle Freiburger kloner og en lille del Dijon kloner. Det er helt åbenlyst for Severin og Sabeth, at kvaliteten skal komme fra de ældre parceller med Freiburger-kloner eller Dijon-kloner. Husets topmarker er Hohrain og Rosenloch.
For parret er der ingen tvivl om, at det næste store eventyr om tysk vin vil blive skrevet om Chardonnay-druen. De har netop anlagt 1,5 hektar – udelukkende med Chardonnay. Dels fordi den kalkholdige jordbund i området er særdeles velegnet til Chardonnay, dels fordi de synes de har noget at byde ind med på druen og sidst men ikke mindst, fordi de første årgange de har produceret, er revet væk!
Øko og demeter certificeret
Fra første dag var de to klar over, at de ville gå med naturen. De omlagde al produktion til økologi, og Severin ville endda mere end det. Han er manden der fremstiller biodynamiske præperater og bygger insekthoteller, til gavn for biodiversitet, vinplanter og i sidste ende druekvalitet. Vinene spontangæres og tappes ufiltreret.
