I 1971 trådte en ny vinlov i kraft i Tyskland. Vinloven skulle forenkle og simplificere, så konsumenterne bedre kunne finde rundt i junglen af navne og beskrivelser. Derfor blev en række parceller lagt ind under samme "marknavn". Mark i citationstegn, fordi et område på 117 hektar ikke rigtig kan kaldes en mark. 117 hektar er størrelsen på "Trittenheimer Apotheke". Hvad værre er, der findes både stejle skiferskråninger og flad lerjord der må påføre navnet "Trittenheimer Apotheke".
i denne smagekasse har vi fundet nogle af de gamle små parceller frem. Nogle af de parceller, som skatterådmand Franz Josef Clotten nævner i sine kort fra 1868-1906. Clottens kort er et af de vigtigste vidnesbyrd om, hvad Mosel engang var; noget af det fineste hvidvin i verden. Det er det sådan set stadig. Det er der bare mange der har glemt...
I kassen får du:
2023 Ürziger Würzgarten ”In der Kranklei”, Spätlese Trocken, Karl Erbes
90 point Spritnyt.com
Kranklei nyder godt af direkte sydlig soleksponering. Marken er ultra stejl, anlagt på naturlige terrasser. Nabo til Goldwingert og Prälat (In Onnerts). Karl Erbes var slet ikke tilfreds med lovgivningen anno 1971, hvor vinen fra hans top-parcel pludselig endte i samme kategori som østvendte marker, hvor der tilmed var foretaget flurberinigung. Den autentiske og ultimativt beliggende parcel contra menneskeligt manipulerede parceller med dårligere soleksponering. Det lyder heller ikke fair.
Derfor var det glædeligt, da vinloven i 2014 blev ændret, og enkelte top-parceller fik lov at anvende “Gewann”-navne, eller “Lieu dit” som de kalder det i Frankrig. Vinene må nu kaldes “Ürziger in der Kranklei”.
Vinen er spontangæret i store gamle træfade og har hvilet 8 måneder på gæren.
Fersken, ananas, klassisk "Kranklei" rød skifer-krydret, rank flot syre. Fantastisk balance, hvor ananas-sødme og syrer pirrer og prikker i eftersmagen.
Syre 6,5 gr/ltr
Restsukker 8,5 gr/ltr
Alkohol 13%
2024 Piesporter Goldtröpchen GG ”Hohlweid”, Lehnert-Veit
96 point på Vinbladet.dk
Parcellen Holhweid ligger vest for Piesport, på stykket mellem byen og bropillen til den ikke længere eksisterende Müstertbrücke. Hohlweid nyder godt af direkte sydlig soleksponering. Forvitret grå granit, nederst på Goldtröpfchen, helt ned til floden, derfor er marken varm. Her er pæne vandreserver, vinplanterne rammes sjældent af tørkestress.
Det er muligt, at 2024 var kølig og våd ved Mosel, men så beviser Riesling lige endnu engang, at druen elsker kølighed, – og ikke har kæmpe problemer med regn. Årgangen har leveret noget af det smukkeste, det mest yndefulde og florale Riesling. Det er denne vin et bevis på.
Vinen er produceret ved helklasepres, spontangæring og 8 måneders hvile på bærmen. Dels på stål, dels på gamle træfade.
Syre 6,9 gram/ltr
Restsukker 5,8 gram/ltr
Alkohol 12,5%.
2019 Trittenheimer Apotheke GG ”Lorenziusberg”, Clüsserath-Eifel
93 point på Renelangdahl.com
Lorenziusberg også stavet Laurenziusberg ligger, det man vil kalde "bag" Trittenheim, med front mod byen Leiwen. Det er faktisk ren galimatias, at sammenligne vinen herfra med vinene fra de stejle vestvendte skråninger overfor Trittenheim. De vestvendte marker leverer et syreindhold der ofte rammer 8-9 gram pr. liter. Perfekt til produktion af vine med sødme. Af samme grund blev Laurenziusberg valgt til smagekassen. Clüsserath-Eifel producerer primært restsødme-vine fra de vestvendte skråninger.
Laurenziusberg har en sydvestlig solorientering, men skråningen er ikke så høj, derfor rammer solen marken ret tidligt på formiddagen. På de stejle vestvendte skråninger overfor byen rammer solen først omkring middag. 2019 var Stefan´s første årgang på Clüsserath-Eifel. Han synes selv udtrykket i denne vin er lidt for modent, men lige netop modenheden er denne vins store styrke. Den behøver ikke ligge 20 år før vi kan drikke den og sødme/syre-balancen er eminent.
Vinen er skabt af druer fra 50 år gamle stokke.
Restsukker 9,5 gr/ltr
Syre 7,1 gr/ltr
Alkohol 12,5%
Du kan læse mere om smagekassen på bloggen
Vin Under Lup, og fra 18. september kan du lytte til podcasten
"Vin for begyndere", når Jonas Landin og René Langdahl smager på vinene i kassen.