Det skriver de
92 point på Vinbladet.dk
"Blomsterduft, frisk med fin sødme og mineralsk tone. Fyldig smag, cremet med fin sødme forenet med syre i eftersmagen."
92 point på Houlbergs Vinblog
"Luftig aroma ... det er hvide blomster, let strejf af nødder, masser af æblemost, fersken, nektariner samt vingummifedme og en næsten perfektionistisk balance, som gør vinen overjordisk og utrolig venlig med en bamselineagtig ordentlighed. landlighed og renhed. Smagen er tæskelækker ... for nu at sige det rent ud og selvom det rigtigt nok er en Kabinett Feinherb og selvfølgelig har en vis Mosel sødme, så virker den på ingen måder for sød, men mere klingende, ren og syngende med en sopranfin syre, der er sprød, frisk og en smule mineralsk sammen med frugt af saftige æbler, æblemost, fersken, kandiserede citroner og bitter lemon. Det er læskende, saftigt og yderst drikbar ... og så var den flaske tom."
92 point på Spritnyt.com
"Abrikosnoter i duften. En fin lys og sprød kabinett med fine røde æblenoter, blomster og citrus. Fin let sødme og en flot syre pakker den ind. Flot dybde og længde."
Filzener Herrenberg Kabinett fra Reverchon
Ovenpå kølige og våde 2021, så var 2022 en kæmpe kontrast. Sæsonen blev knastør og varm. Flere steder mistede man druer på grund af tørke. Høsten, som i 2021 først gik i gang i oktober, startede flere steder sidst i august i 2022. Efter næsten at have glemt klimaforandringerne i 2021, så kom de altså bragende igen i 2022.
Ikke desto mindre, så er det lykkedes for Ralph Herke at skabe en sværmerisk let riesling, som minder mere om fordums tid, end om klimatisk udfordret vinproduktion. Vinen dufter af solbærbusk, grønt æble, fersken og hvide blomster. Let cremet smag, hvor syren nærmest springer og gnistrer på tungen ved første berøring. Sødme, ja, men så alligevel ikke. Vinen er et studie i eminent balance. Frisk, grøn stikkelsbær-agtig smag, med lidt bitterhed i eftersmagen, samt stenet mineralitet.
Flot vin til retter med sur/søde indslag og et fuldstændig perfekt glas når du bare skal nyde velsmagende vin.
Alkohol: 8,5%
Restsukker: 22,4 gr/ltr
Syre: 6,8 gr/ltr