Marken Prälat er historisk på flere måder. Den er for det første en af de marker vi ved romerne dyrkede vin. For det andet er det en af få marker, som fik lov at bevare sit navn ovenpå vinloven af 1971. Planen var at lægge marken ind under Erdener Treppchen, men man besindede sig og marken fik lov at fremstå selvstændig. Parcellen gik i 1800-tallet under navnet “in Onnerts”. Peter Joseph Berres gjorde marken til et varemærke da han registrerede det nuværende navn og den ikoniske etikette, som viser en prælat (en højtstående katolsk gejstlig), der nyder et glas vin.
Vinen fra den stejle skråning med den røde skifer er, og har altid været, et af de bedste steder at dyrke riesling ved Mosel, ja, måske i verden! Riesling-stokkene skal virkelig kæmpe for næringen, på klippen, og det helt særlige mikroklima sikrer, at der nærmest hvert år kan høstes druer angrebet af den ædle svamp botrytis.
Christoffel-Berres anvendte stjerner på sine vine. En vin kunne få 2 eller 3 stjerner alt efter hvor sent den blev høstet inden for sit prädikat. 3 stjerner betyder altid mere intensitet. En Auslese med tre stjerner er meget tæt på at være Beerenauslese. En Beerenauslese med tre stjerner er meget tæt på at være Trockenbeerenauslese.