Det skriver de
94 point på Vinbladet.dk
"Kompleks duft, krydret, urteartig, mineralsk med hindbær kirsebær, brombær og fine toner fra fad. Fyldig smag, ekspolsiv med frisk frugt og lang, lang mineralsk eftersmag, dyb med frisk frugt."
6 stjerner på Houlbergs Vinblog
"Duftmæssigt finder jeg nogle af de samme duftnoter, som hos Wormberg vinen, men her er det på én eller anden måde bare mere æterisk og samtidig kraftigt ... hvis det giver mening? Igen har vinen en animalsk slagside, masser af modne kirsebær, men her suppleret med mere mørke bær som fx brombær, men fortsat med en ganske grøn kant med gran, nelliker, peber, røg, tør engelsk lakrids samt bittermørk chokolade.
Mr. Ruby skriver selv, at det smager som nypresset juice af fuldmodne frugter. Og dér har han en pointe, hvor det er både en saftig, kraftig og moden vin. Syren er fortsat vild, men også mere styret og balanceret ... det hele er sat så flot sammen."
Sonnenberg KB (Kammerberg) fra Jülg
"Kammerberg" ligger med direkte sydlig orientering og Johannes har egentlig aldrig været i tvivl om, at hans bedste Pinot Noir blev hentet herfra. Dyb mørk, tanninrig. Den har altid været rygrad i hans Sonnenberg.
Vinen er produceret af et udvalg af Dijon kloner. Druerne har gennemgået 14 dages macerering inden den spontane gæring er startet, en lang macerering, som trækker farve og tannin af skallerne. Johannes gærer altid uden stilke. Vinen har lagret dels på 1. og 2. års barriques, dels på store gamle træfade og tappet ufiltreret.
2018 er nok det varmeste år Johannes endnu har produceret vin i. Der var en helt naturstridig modenhed at hente, og endda meget tidligt, på hans Pinot-marker. Det har givet vine med masser af farve, stor saftighed, men også en fin afstemt tannin, som sikrer balancen i vinene. Det er sjældent, at vinene fra Jülg er charmerende i en ung alder, men det er 2018. Det smager simpelthen som nypresset juice af fuldmodne frugter.
Mørk frugt. Kirsch og solbær. Suppleret med koriander, nellike, peber og lakrids. Saftig, flæsket, røget, potent smag med rank sitrende syre og solid tannin. Minder på mange måder om 17, men har så alligevel et ekstra lag af sødmefuld moden frugt over sig, som det ikke var muligt at skabe i 17. Vinen smager fremragende nu, men gør dig selv en tjeneste, smid den på en karaffel før du går ombord. Lang eftersmag med pirrende mørke krydderier. En storslået vin, der kan gemmes 5-10 år.
Alkohol: 13,5%