Sabeth og Severin har længe været på jagt efter en udvidelse af sortimentet, men ikke en hvilken som helst udvidelse. Ønsket har været at finde en velbeliggende parcel med gamle stokke, eller med andre ord, - potentiale til at blive ny topvin. Det er nu lykkedes.
Rent faktisk er marken Rotgrund ved byen Niederrimsingen den første klassificerede mark i husets portefølje. De to øvrige top Pinots fra Gebrüder Mathis, Hohrain og Rosenloch, er egne ikke klassificerede navne.
Niederrimsingen Rotgrund er anlagt på terrasser op ad den "kalkvæg", som danner de særlige vækstbetingelser i Tuniberg. Jordbunden består af löss ovenpå kalk. Vinen er spontangæret på primært brugte fade, men også en lille del ny. Efter endt gæring har vinen hvilet på fadene i 18 måneder, inden den er tappet ufiltreret.
Tænker ikke, at det nødvendigvis er fordi marken er officielt klassificeret, at den opfører sig som storebror til alt andet hvad der tidligere er kommet fra Gebrüder Mathis, - men det smager KÆMPE-stort! Vinen har den let reduktive note, som er husets vartegn, lidt krudt og ensillage. Men ovenpå det landlige islæt hviler røde bær, rabarber, appelsinskal og hvid peber. Med tid i glasset kommer sågar sour kirsch og karamel. Der er myriader af krydderier i smagen, smuk syre, smuk balance. Eftersmagen varer ved og ved. Vi er helt oppe på øverste klinge af tysk Pinot her!
Alkohol: 13,5%