Det skriver de
95 Point på Vinbladet.dk
"Røget, mineralsk duft, krydret med fersken, kvæde, nuancer fra fad. Fyldig smag, let cremet, lang, røget eftersmag med markeret syre og nuancer fra fad."
94 point af Anders Halskov-Jensen
"Av, av, av....det er stort, det her. De færreste kender vindistriktet Hessische Bergstraße, men jeg er nærmest klar til at flytte derned efter at have smagt denne vin. Næsen oser af fad på en charmerende ikke-anmassende måde, desuden er der grønne hasselnødder, popcorn og et pift af timian. Munden er som stor bourgogne; cremet og intens med veldoseret syre og med en sitrende friskhed over sig. Vanvittigt flot tysk vin til en pris, hvor tilsvarende bourgogner får svært ved at være med."
93 Point af René Langdahl
"Jeg er millimeter fra at kalde den et tysk mesterværk i den avantgardistiske ”skole”. Jeg fik tanker i retning af Ganevats chardonnayer fra Jura, grænsemodne på den ene side, powerintense på den anden side og med kærnemælk, brunet smør, ristet gær i næsen. Smagen feder sig ud over tungen, trækker på bitterstof fra skindkontakt? eller kraftfuld bærmekontakt. Eftersmagen minder så til gengæld om vin fra Côte d’Ors finere chardonnay-steder fremstillet af dygtige vildmænd som Cossard eller endda Maconnais’ Jean-Marie Guffens-Heynen."
Chardonnay fra Schönberg:
Spontangæret og dernæst lagret 12 måneder på 50% nye fade fra Taransaud. Ægte vinmager-håndværk. Julien Meissner arbejder efter økologiske principper og går mere og mere naturens vej. Dette er ikke en såkaldt "naturvin", men vi er tæt på. Der er arbejdet med meget lav svovling og de mange gærarter har virkelig fået lov at påvirke vinens aroma. Det har givet vinen denne lidt malt-agtige, urtede karakter, som ofte kendetegner naturvin.
Vinen er produceret af en Montrachet-klon af Chardonnay, som Julien har plantet i en dal i Hessische-Bergstrasse. Det med dalen er vigtigt!
Julien har altid sagt, at Chardonnay ikke performede i Hessische-Bergstrasse. Pinot Blanc har det meget bedre. Både på grund af det kølige vejrlig, men også på grund af den stenede jordbund. Chardonnay og granit er ikke et godt mix. Derfor er dalen vigtig. Her består jordbunden af Löss, finkornet sand, som giver planterne den, for Chardonnay, helt rigtige næring. Så kan Julien ellers gå og brumme lidt i skægget over, at dalen stort set er det eneste sted i hele Hessische-Bergstrasse hvor man oplever forårsfrost. Vinden står stille. Så det er altså ikke uden risiko, at han har indledt sig på Chardonnay-eventyret.
Eventyret har han dog meldt sig ind i med denne vin. Det er simpelthen hamrende flot Chardonnay, - og du ville ALDRIG ende i Tyskland hvis du fik denne vin serveret blindt! Duften er fyldt med lækkerier. Den har en klart naturlig "wibe", med rødt æble, svag eksotik, røg og nødder, samt lidt kærnemælk. I munden sker miraklet, du sendes til Bourgogne. Cremet struktur, med frisk stram syre, sten, nødder og citrusbid. Det pirrer med mineralitet og krydderier i eftersmagen.
Alkohol: 13%
Syre: 6 gr/ltr
Restsukker: 1,5 gr/ltr