Scheurebe fra Winzerhof Stahl
Georg Scheu´s planteforædlings-program var enormt, han krydsede sorter på kryds og tværs. Han brød sig ikke så meget om den spinkle og syrlige Riesling, han ville gerne skabe en sort, med mere krop, mere frugtsmag. Det projekt kan man sige er lykkedes med Scheurebe, men syre har den nu stadig. Til Scheurebe brugte han Riesling som den ene part, den anden skal have været Bukettraube, som er en krydsning af Silvaner og Trollinger. Det var forsøgsplanten med nummeret “88”, der vakte Scheu´s interesse. Derfor kaldte han den “Sämling 88”, som den stadig kaldes udenfor Tyskland, men i 1956 valgte man i Tyskland at opkalde sorten efter sin skaber.
Scheurebe har syre som en Riesling, men med en langt mere eksotisk og storladen aroma. Grundet sin høje syre, så er sorten velegnet til søde vine, men også tørre udgaver kan være af virkeligt høj kvalitet. De besidder ofte det “terroir” (gengivelse af klima og jordbund) som skaber enhver stor vin. Af alle de sorter der blev skabt i de tyske planteforædlings-program i 1900-tallet er dette uden tvivl den, der leverer højeste kvalitet. Scheurebe oplever i disse år en øget interesse fra de unge tyske vinbønder. Blandt andet Christian Stahl.
Alkohol: 12,5%