Årgangen var varm. Faktisk var den flere gange undervejs rekordvarm. Men der kom vand på de rigtige tidspunkter, så planterne led ikke af tørkestress som i 2020. Udbyttet blev fint, der var god syre i druerne (højere end 20, lavere end 21). Der er kommet virkelig flotte vine ud af årgang 2023. Nok også fordi bønderne i Bourgogne er begyndt at acceptere, at verden ikke er som den var. Der skal omstilles i mark og produktion for at tilpasse sig klimaforandringerne.
Saint-Romain ligger i en dal der skærer ind i Côte d´Or lige ved Auxey-Duresses. Dalen ligger højere og er lidt køligere end Côte d´Or og var det ikke for de ofte virkelig veleksponerede skråninger i dalen (mod syd- og sydvest, så ville området her have hørt under Hautes Côtes de Beaune. Det er lige præcis steder som her, at man gør de gode køb i Bourgogne i disse år. Der er stadig ingen der regner Saint-Romain for noget. Heldigvis. For det giver os andre mulighed for at købe Bourgogne Chardonnay, der ikke er stukket helt af prismæssigt.
"Sous le Chateau" er en parcel på 1,12 ha, som ligger der, hvor der tidligere lå et slot. Her står Chardonnay-stokke med en betragtelig alder, eftersom marken er tilplantet af flere omgange fra 1930-2000. Jordbunden består af kalksten og grus. Benjamin presser de hele klaser, lader mosten bundfælde før overførsel til fad, og spontangæring. Efter endt gæring lagres vinen i 12 måneder på gærresterne.
Sart duft af fersken, citrus og lidt urter. Let cremet mundfylde, der hurtigt bliver spaltet af frisk, levende syre, røg, sten og citrus. Vinen er klart til den lette side af hvid Bourgogne, så server den ikke til for kraftige retter. Skaldyr vil den til gengæld klæde virkelig godt.
Alkohol 13%